Så sker der noget nyt og stort i Ringsted!

Ringsted Gospel Festival løber af stablen for første gang d. 16-17 marts 2019, og du kan komme med – enten som deltager eller publikum.
Der vil være workshop hele weekenden, hvor deltagere indøver et repertoire af sange, som søndag eftermiddag fyres af til en stor koncert med band og 550 publikummer. Bandet består af store navne inden for musikken – læs mere under Festivalen, og workshoppen afholdes af Gerald T. Smith og Jnr Robinson, som du kan læse mere om herunder.

Alle med lyst til gospel, godt humør og fællesskab er velkomne. Gå ikke glip af det.

Ringsted Gospel Festival er den første af sin slags på Midtsjælland i nyere tid. Så endelig sker der noget i området for gospel- og musikfans!
Med en stor passion for gospelmusikken og mange år i ryggen som både korinstruktør og udøver, har Erik Olsen besluttet at gøre drømmen til virkelighed og give Ringsted en gospel festival. Erik Olsen leder til daglig Ringsted Gospel Choir, og det er med dem i tankerne, at han har stablet hele arrangementet på benene.

Vi vil gerne have inspirerende workshops og energiske og fede oplevelser med nogle af de store stjerner. Nu har jeg bare indset, at hvis der ikke er andre, der gør det, så må vi jo gøre det selv!

Erik har før været med til at lave gospel festivaler rundt om i Danmark, og i samarbejde med Anders Sørensen fra Ringsted Festival, er det hele efterhånden kommet på plads. Der er tiltrukket store navne til workshoppen og dygtige musikere til koncerten, så deltagerne kan bare komme an!
Selv hvis man ikke er til gospel eller sangundervisning i en hel weekend, er der alligevel noget at komme efter. Som afslutning på weekenden afholdes nemlig en stor koncert med 350 sangere og band foran over 500 publikummer. Det bliver en helt særlig oplevelse.
Gospel er jo sådan en slags musik, hvor det enten swinger helt vildt eller også er det enormt sanseligt og intenst. Det bliver en kæmpe oplevelse, så kom og vær med!